Nyheder fra SfB

Tilbage til listen

 

Pressemeddelelse

Pressemeddelelse


Ny cheftræner på plads


SfB-Oure FA har hermed den store fornøjelse at offentliggøre navnet på den nye cheftræner for vores 1. hold i Danmarksserien. Ny mand i spidsen bliver den nuværende Otterup træner, 48 årige Chris Margaard. Chris tiltræder som cheftræner d. 1.7.2020, hvor han afløser Bjørn Holm på posten. Aftalen mellem SfB-Oure FA og Chris Margaard løber i første omgang 1 år frem til 30.6.2021.

 

Chris Margaard har i sin aktive fodbold karriere spillet superliga i OB, hvor han bl.a. har spillet Europa Cup mod selveste Real Madrid (1991). Det er herudover blevet til 150 divisionskampe for B1913 og endelig er Chris noteret for 20 U landskampe i rødt/hvidt. Træner karrieren har ført Chris Margaard forbi Marienlyst som assistenttræner samt U17 liga træner i OB.  De seneste 5 sæsoner har han stået i spidsen for vores Danmarksserie kollegaer fra Otterup B&IK. Her har han gjort det aldeles fremragende, hvilket den øjeblikkelige placering som nr. 2 i rækken også vidner om. Chris er i sit civile liv skolelærer på Lilleskolen i Odense, gift med Charlotte som han har to drenge på hhv. 18 og 20 sammen med.


Næstformand for SfB, Villads Engstrøm udtaler:

Jeg ønsker Chris velkommen til Sydfyn, Svendborg og SfB-Oure FA. Vi har i en årrække har arbejdet målrettet med talentudviklingen på Sydfyn og har skabt en talentfuld elitetrupmed et stort potentiale - og ikke mindst skabt en særlig tilgang til "fodbold med indersiden". Chris har som person og træner de rette kompetencer til at bringe vores 1. senior et skridt videre ad den vej. Jeg er sikker på at alle medlemmer og fans ser frem til at hilse på Chris og ønske ham velkommen i SfB og blandt 'De hvii' fra Fyn”

 

Sportschef Jesper Jensen udtaler:
Det er en stor fornøjelse, at vi nu kan præsentere Chris Margaard som ny cheftræner. 
Posten som cheftræner i SfB-Oure FA var attraktiv for mange, hvilket det stærke ansøgerfelt vidnede om. Vi har været omhyggelige i ansættelsesprocessen, da der var mange kriterier, som var vigtige og ufravigelige fra vores side af. Chris har gennem vores samtaler vist sig at være et suverænt match. Jeg er sikker på at spillertruppen og det øvrige trænerteam bliver glade for Chris. Vi får i Chris en stærk faglig profil med et holistisk mindset, som vil kunne bidrage i den fortsatte udvikling af SfB-Oure FA i de kommende år. Vi har kæmpe forventninger til samarbejdet. 

 

Chris Margaard udtaler:

Nogle gange må man bare slå til, når muligheden byder sig, og i særdeleshed når muligheden betyder, at jeg kan kombinere mit civile job med fodbold! Når arenaen man skal arbejde på, så ovenikøbet er med to ikoniske navne som Oure Skolerne og SFB måtte jeg simpelthen slå til. Det er et unikt samarbejde som er nået langt på kort tid med både ungdomslicens og et højt seniorniveau.

Det havde dog ikke været muligt uden Otterup Boldklubs accept, en klub jeg forlader med de bedste oplevelser i bagagen, både på og udenfor banen! Derfor et stort TAK til Otterup B&IK!

Det er en stor opgave at skulle tage over efter Bjørn Holm i SFB/Oure FA, ingen tvivl om det, men jeg håber og tror på, at vi i fællesskab kan videreudvikle det utrolige spændende projekt på Sydfyn, SFB-Oure FA!

 


Yderligere oplysninger:
Villads Engstrøm tlf. 4018-2305
Jesper Jensen tlf. 2988-0850
Chris Margaard: tlf. 6185-3515


Hovedsponsorer

 

SfB Bold & Bevægelse